Maja’s historie

Moderen var voldsomt kontrollerende, utilregnelig og brugte straf overfor Maja, der heller ikke selv måtte bestemme, hvem hun ville lege med, hvilket tøj hun ville have på og hun kunne heller ikke regne med at have ro, når hun var i skole, for moderen dukkede pludselig op og tog Maja med hjem.

Da Maja var 10 år gammel, flyttede hendes far væk fra gården i nogle måneder og det var en slem tid for Maja. Faderen vendte tilbage og de boede der alle fire frem til Maja blev 11 år.
Da det fortsat gik meget dårligt, forsøgte både faderens og moderens familie at hjælpe til. Moderen blev fysisk fjernet fra huset og fik af politiet at vide, at hun ikke måtte komme der. Samtidig blev Maja og hendes bror kørt hjem til deres farmor og farfar. Det var meget skræmmende for Maja, for hendes mor havde bildt Maja ind, at hendes bedsteforældre var farlige, så hun havde ikke tidligere haft mulighed for at lære dem at kende.

Tiden efter var svær

Faderen kørte galt i en traktor og blev kort efter derudover nyresyg. Det betød, at Maja blev ’mor’ på gården og nu både skulle passe sin far og sin bror udover, at hun selv havde sin skole og sin hest.

Maja’s mor ville ikke være indlagt og dukkede igen og igen op på gården, indtil hun fik polititilhold.
Ingen på Maja’s skole bemærkede, at noget var ændret for Maja, for moderen dukkede stadig op der.
Maja knoklede det bedste hun kunne på gården, og når hun var i skole, var hun bange. Presset på den unge pige voksede og voksede og pludselig i 9. klasse oplevede hun en indre uro. Hendes søvnløshed og angst tog til og situationen kørte mere og mere op. Da Maja var 13 år gammel, udløses den helt store reaktion. Maja brød grædende sammen og kunne ikke stoppe igen.

De følgende 5 år blev Maja kastet rundt fra det ene bosted til det andet og indimellem var hun af flere omgange indlagt på psykiatriske hospitaler. Maja mistrivedes, var utryg og bange og fyldtes med mere og mere medicin.

Maja nedbrydes langsomt og det gør hendes krop også. Ingen reagerede på, at Maja udviste frygt for de medbeboere, der ligesom hendes mor led af skizofreni og ingen reagerede, da Maja blev inkontinent og måtte gå med ble og endte med at ligge under sin seng sammenkrøllet i fosterstilling.
På det tidspunkt tænkte Maja ikke én eneste selvstændig tanke.
Hun var fuldstændig apatisk og opgivende.

Maja’s farmor og farfar havde fulgt Maja og var dybt frustrerede over hendes tilstand. Fra Maja er 16 år trygler de kommunen om at få lov til at få Maja hjem at bo, så de kan hjemmeskole hende. Det ville kommunen imidlertid ikke bevilge. Maja har det fortsat svært på grund af for meget stress og det frustrerer bedsteforældrene, men eftersom Maja er blevet 19 år og myndig besluttes det at forsøge at tage hende hjem, så Maja kan få ro på sit liv.

På dette tidspunkt er Maja’s almene tilstand meget dårlig både kognitivt og fysisk. Hun kan intet selv, ej heller spise eller gå på toilettet. Bedsteforældrene er omkring hende hele tiden og hjælper hende med alt.

Maja får det langsomt bedre på bedsteforældrenes gård. Hun kravler rundt på alle fire, når hun skal rundt og bedsteforældrene støtter hende på alle måder med kun et mål:
Maja skal opleve, at livet kan være rart.

Bedsteforældrene yder en kæmpe indsats.

Da Maja er omkring de 18 år går Maja’s mor bort grundet en aggressiv tarmkræft. Maja besøger hende en sidste gang på hospice efter mange år hvor de ikke har set hinanden. På det tidspunkt sidder Maja selv i kørestol og har ikke kræfter til andet end bare at være. Det var en svær oplevelse at gense hendes egen mor på den måde.

Maja har i dag kontakt til sin far og sin bror og derudover, så har Maja udviklet sig til en rigtig ’handy-woman’. Hun fortæller med stolthed om alt det, hendes farfar har lært hende om at save, bygge, male og svejse, når de sammen gik på hans værksted hjemme på bedsteforældrenes gård.
Maja har egen lejlighed, bruger fortsat meget tid på genoptræning og på sin højt elskede hund Karlo.

Barndommen og tiden på bosteder og i psykiatrien har sat spor i Maja

Opvæksten med moderens psykiske sygdom er grunden til, at Maja i dag lever med kronisk PTSD.
Maja udtaler: ’Jeg er ikke bange for min mor mere nu, hvor hun er død, men jeg er bange for dem, der ligner hende’.

Da Maja som 13-årig bryder sammen, havde hun aldrig lært at sætte ord på sine følelser, hun kunne ikke sige: ’Jeg er ked af det, fordi …..’

'Jeg havde brug for ro, omsorg og nærvær – intet andet – men jeg fik alt andet end det', siger hun uden tøven under vores interview af hende.

De fysiske mén af de 6 års ophold på bosteder og i psykiatrien arbejder Maja fortsat på at slippe af med eller i hvert fald mindske. Inaktiviteten og det deraf dårlige blodomløb har forårsaget delvis mistet førlighed i begge hendes ben og genoptræning fortsættes i håb om bedring. Derudover lider hun i dag af skoliose, som er en sidekrumning af rygsøjlen.

På Maja’s arme er der synlige ar fra den tid, hvor Maja var indlagt og bed sig selv i et forsøg på at finde tryghed.

Positivt har Maja lært, at man skal lade være med at skjule sine begrænsninger overfor omverdenen. At hun har brug for at kunne være ærlig og at folk kan rumme hende på trods af hendes PTSD, uden at de får behov for at ’fixe’ hende. Den del klarer hun selv, for som hun siger:

’Det vi rummer, lærer vi at håndtere. Det vi ikke rummer, lærer vi aldrig at håndtere. Kan man lære at arbejde med sin PTSD, så er det en ressource’.

Maja nævner endvidere, at der for hende er stor forskel på at ’beklage sig’ eller at tale om, at ’situationen er meget svær’. Hun har sammen med sine bedsteforældre kæmpet i årevis for at få hjælp af kommunen, men det tog meget energi og de måtte erfare, at de ikke kunne stå med opgaven alene. ’Ræk altid ud til andre, når noget er for hårdt. Det er ikke altid klogt at gå den tunge vej selv’.

’Ræk altid ud til andre, når noget er for hårdt. Det er ikke altid klogt at gå den tunge vej selv’.

Maja’s personlige erfaring med PTSD

Vi har spurgt Maja, hvordan hun lever med PTSD og hvilke erfaringer hun har gjort sig.
Hun besvarer alle spørgsmål meget sagligt og samtidig på en meget levende måde.

'Når man lider af PTSD, så handler det om at gøre sig selv tryg i utrygge situationer. Det kan være bestemte situationer, lyde eller dufte, der trigger min PTSD. Jeg kan f.eks få symptomer, når jeg hører nogle hæve stemmen eller råbe, hvis jeg ser en gul-farvet Peugeot eller røde bukser og så lugten af gris.
Jeg har været bange for mænd, fordi jeg har haft dårlige oplevelser på nogle bosteder og så kan min fars tilbagevendende sygdom sætte mekanismer i gang om, at jeg skal hjælpe ham.
Hvis jeg skal på restaurant, hvor der er dækket fint op eller alle har fint tøj på, så associerer jeg det med min mors kontrol, hvor alt skulle være så fint.
Ja…alle eksemplerne er noget, jeg forbinder med min fortid og som stadig kan trigge mig. Jeg bliver ikke længere angst i situationer, til gengæld oplever jeg, at jeg kan blive lidt stresset og får svært ved at finde ro bagefter eller bliver påvirket af det når jeg skal sove.

Førhen ville min reaktion være at gå i gang med praktiske ting, for at flygte fra mine minder og min angst. Stresse mere og mere op, for så til sidst at brænde ud. Eller låse mig inde på et toilet og bryde sammen.
I dag er jeg bedre til at få ro på mig selv, for ro er det allerbedste, når min krop reagerer på grund af min PTSD. Ro for mig er ikke nødvendigvis det samme som “ro” for andre. Jeg finder ro når jeg fx laver praktisk arbejde, hvor jeg kan fordybe mig, i det jeg laver.
I svære situationer benytter jeg mig af ’NU-teknikker’ for at hjælpe mig selv med at dæmpe mine flashbacks.
Det kan f.eks være, at jeg tager mine solbriller af og på nogle gange, så min krop mærker en anden stimuli og bliver afbrudt i at opbygge angsten. Det kan være at tage et tyggegummi i munden eller vaske hænderne i koldt vand, derefter i varmt, og igen i koldt. Det er værktøjer, der hjælper hjernen med at flytte fokus og som hjælper mig med at bryde mit mønster og hvis det ikke umiddelbart hjælper, så siger jeg til mig selv: ’OK du har brug for et frirum – hvad har du lyst til?’. Ofte er det, at jeg klæder om til arbejdstøj nok til at få ro på, for det leder mine tanker tilbage til den gode tid i farfars værksted, hvor han lærte mig en masse. Andre gange skal jeg lave noget håndværksmæssigt, så min hjerne bliver koblet fra.
Det er mit FRIRUM. Alle, der lider af PTSD, bør have et.

Det er vigtigt, at man tillader sig selv at tjekke ud, så man får overskud til at tjekke ind igen.

Det er vigtigt at finde en vej til at skabe ro for dig selv. Lav noget andet. Hvis du f.eks sætter dig 10 minutter og spiller på computer og har det godt bagefter, så er det en god vej for dig, men hvis du ikke har fået det bedre, så var det en flugt og så skal du finde en anden aktivitet, der kan skabe ro for dig.

Jeg har flere andre positive værktøjer, såsom musik og min hund. Jeg har også en tatovering, som symboliserer mit mindset. Jeg ser på, når jeg har behov for at huske mig selv på, at jeg er på vej et godt sted hen – ’The tattoo always have my back’.
Musikken vælger jeg til alt efter om jeg har brug for en sørgmodig sang, der matcher mine følelser eller en super glad sang, der hjælper mig godt videre i dagen. De glade sange for mig er Bamses venner og Bob Marley.
Karlo min dejlige hund er altid imødekommende og nærværende og så sørger han for, at jeg kommer ud i naturen. Det er alt sammen godt for mig.

Jeg bliver bedre til at tage imod omsorg, så selvom jeg ved, at min farmor kun vil mig noget godt, så har jeg i perioder meget svært ved at tage imod hendes kærlighed og jeg har endnu sværere ved at besvare den. Det bliver hun nogle gange ked af. Selvom jeg mærker, at det at give, bidrager positivt til mig selv, så er jeg bare nødt til at holde fast i egne grænser, for hvis jeg går for hurtigt frem, så bryder jeg sammen. Begynder at få uro i kroppen, mareridt om natten og så er der ingen fremtid for mig. Jeg lever NU og dette øjeblik skal være rart - med det jeg kan også følelsesmæssigt.

Mit største og mest brugte værktøj i min værktøjskasse er at tænke positivt. Jeg har taget et aktivt valg om, at jeg vil behandle andre mennesker godt, selvom det er svært og jeg vil starte et nyt liv NU, selvom det er svært og de beslutninger kan alle tage, hvis de er omsorgsfulde overfor sig selv.

Samtidig skal man undgå at sammenligne, for det kommer der sjældent noget godt ud af, når man har særlige behov. I stedet skal man se på, hvordan kan jeg dygtiggøre mig, så jeg bliver i stand til at rumme situationen og hvor kan jeg hente inspiration til at ændre på min situation. Det kan være i lydbøger, undervisning eller lokale aktiviteter. Når den del er på plads, så kan man motivere sig selv til at arbejde aktivt på de helt små ting.

Motivation kan kun komme fra en selv!

På dage hvor motivationen er lidt svær at finde, gælder det mest af alt om bare at møde op og være i dagen. Hvis man ved, hvorfor man gør / reagerer, som man gør, kan man finde energi til meget.

Samtidig er det vigtigt, at man gør ting simpelt! Det var et kæmpe vendepunkt for mig, da jeg forstod det.

Hvis man sætter sig et mål om at være god ved sin krop, så kan det simple være at spise noget sundt, drikke vand eller træne. Hvis du sætter et mål for dig selv om, at du skal nå i fitnesscenter to gange om ugen og det kræver 2 timers fritid for at lykkes, så har du gjort det svært for dig selv. Start med en yoga-måtte i stuen 10 minutter om dagen og glæd dig, klap dig selv på skulderen over at nå i mål.

Gør det simpelt! Det er SÅ vigtigt.'

Maja’s ønske for fremtiden

’Jeg har ikke mange venner på min egen alder. Jeg er anderledes, kører på en tre-hjulet cykel og har ikke det store selvværd. Det kan godt være svært og det er helt ok, men jeg drømmer om, at folk vil se mig med nye øjne, for jeg flytter mig år efter år. Giv mig en chance og lad mig bevise, at jeg kan blive bedre’.

Maja tilføjer:
’PTSD er et vilkår, så folk skal bare rumme mig, ikke være bange eller afvisende. PTSD er en gave, der har lært mig selv SÅ godt at kende, jeg er taknemmelig for de simple ting og forsøger bare at være grundglad for livet. Jeg har taget en beslutning om, at jeg vil se livet, som noget positivt, for det har jeg virkelig brug for. Det giver mit nervesystem ro hvis jeg kan finde frem til det positive i det svære.'